Matematisk model kan forbedre depressionsdiagnose
Det bliver mere og mere normalt at inddrage matematik i sundhedsverdenen. ?n af de forskere, der benytter det matematiske syn p? sygdomme, er professor Johnny T. Ottesen, der bl.a. forsker i det hormonale stresssystem, som ogs? kaldes HPA-aksen eller popul?rt stressaksen. Dette hormonale system spiller en rolle i forbindelse med bl.a. stress, depression og visse mentale sygdomme.
Johnny T. Ottesens matematiske modeller kan potentielt give nye metoder til at diagnosticere eksempelvis depression og m?ske bidrage til at udvikle bedre behandling.
?Det er cirka 10 procent af alle mennesker, som f?r en alvorlig depression i l?bet af deres levetid. Det er mange, der bliver ramt. Og det er ikke kun den enkelte person, der bliver ramt, for vedkommendes familie bliver ogs? p?virket, s? det er alvorlige lidelser, som vi stort set ikke ved, hvad vi skal stille op med,? siger professoren.
Normalt bliver mentale sygdomme og depressioner diagnosticeret af en psykiater, som bl.a. stiller en r?kke sp?rgsm?l, og svarene skal hj?lpe psykiateren til at foretage den psykiatriske vurdering.
?Der kan v?re meget subjektivitet i disse vurderinger, og der sker en del fejldiagnoser, og derfor har mange s?gt efter nogle mere objektive biomark?rer. Kortisol, som har f?et tilnavnet stresshormonet, har v?ret et stof, som man har kigget meget p?, og man har lavet mange forskellige unders?gelser, men indtil nu uden held til at bruge det som biomark?r,? fort?ller Johnny T. Ottesen.
Udsving i kortisolniveau
HPA-aksen er et komplekst system, hvor de tre stoffer CRH, ACTH og kortisol p?virker hinanden og s?tter processer i gang, som har indvirkning p? flere reaktioner i kroppen.
N?r kortisol bliver f?rt ud i kroppen og kommer ind i cellerne, s? ?ger stoffet aktiviteten i cellerne. Det er en n?dvendig mekanisme for, hvordan vi h?ndterer stress. Hvis man er presset, er det positivt, at energiniveauet stiger. Til geng?ld kan det v?re skadeligt, hvis det ikke falder igen. Hvis energiniveauet ikke falder igen, kan det f?re til det, vi i daglig tale kalder stress.
En af ?rsagerne til, at man ikke har kunnet bruge kortisol som biomark?r, er, at kortisolniveauet ikke er en konstant st?rrelse. Kortisolproduktionen er eksempelvis p?virket af en d?gnrytme, ligesom der i l?bet af dagen er mange hurtige udsving.
En model med to stoffer
Udsvingene i kortisolproduktionen g?r, at det er sv?rt at se et entydigt billede, hvis man udelukkende ser p? kortisol, og det samme g?r sig g?ldende, hvis man kun ser p? et andet af stofferne i HPA-aksen, ACTH, som stimulerer produktionen af kortisol.
?S? fik jeg den idé, at man ikke kun skulle se p? kortisol, men ogs? p? ACTH. Man er n?dt til at kigge p? begge stoffer samtidig. Det er ikke s?dan, at metoden med hundrede procents sikkerhed kan sige, om man er deprimeret, men den vil kunne sige, om man er det med f.eks. 95 procents sikkerhed. Der er en meget lille usikkerhed, s? p? den m?de er det en ret god biomark?r,? forklarer Johnny T. Ottesen.
Hans arbejde f?rte til en statistisk model, som gav et mere tydeligt billede, end man var vant til, hvis man blot s? p? det ene af stofferne.
Potentielt bedre diagnose og behandling
Den statistiske model er ikke den eneste matematiske model, som Johnny T. Ottesen har udviklet p? omr?det, og hvis sundhedssystemet tager modellerne til sig, vil de kunne have flere gavnlige effekter.
?Det giver en forfinet diagnosemulighed, men det giver ogs? en mulighed for differentieret behandling, for man vil simpelthen i h?jere grad kunne behandle folk individuelt. Det kan ogs? give medicinalindustrien mulighed for at udvikle produkter, som er rettet specifikt mod den mekanisme, der skal rettes op p?. Det er det lidt mere langsigtede perspektiv,? vurderer Johnny T. Ottesen.
Selvom modellerne tilbyder nye metoder til at vurdere depression p? og giver klare indikationer p? sammenh?ngene, er der stadig et stykke vej til, at de bliver brugt i praksis, for det kr?ver, at man laver st?rre unders?gelser, hvor man tester endnu flere mennesker.
Desuden er modellerne kun baseret p? s?kaldte rene grupper, hvilket vil sige, at folk med andre forhold, der kunne spille ind p? eksempelvis kortisolproduktionen, er blevet sorteret fra. Det g?lder bl.a. personer med diabetes, b?rn og stofmisbrugere.
Men det er utroligt dyrt at lave s? store og repr?sentative unders?gelser, som der skal til, og hvis medicinalindustrien derefter skal producere en m?lrettet medicin, vil det blive endnu dyrere.
?N?r medicinalindustrien skal udvikle en succesfuld pille, koster det i gennemsnit 10-15 milliarder kroner typisk over en 10-?rig periode. S? det er dyrt, meget dyrt, og s?dan nogle penge er ikke nemme at f? fat i,? konstaterer Johnny T. Ottesen.
Matematik spiller st?rre rolle
Selvom der er behov for at lave st?rre unders?gelser til at underst?tte Johnny T. Ottesens modeller, har matematik fundet vej til sundhedsomr?det. For at f? visse medikamenter godkendt, kan man erstatte nogle af de kliniske unders?gelser med matematiske modeller, og i USA og EU er man begyndt at stille krav om matematiske modeller.
?P? den m?de vinder modellerne ikke blot st?rre og st?rre indpas, men f?r ogs? en mere afg?rende betydning i den medicinske verden. Det betyder ikke, at der ikke har v?ret brugt modeller f?r, men det har mere v?ret inden for begr?nsede omr?der. Nu er modellerne begyndt at spille en stor rolle – prim?rt i udlandet, men jeg h?ber, vi kan komme godt med i Danmark ogs?. Det drejer sig om at bevare en international f?rerposition inden for sundhedsomr?det og inden for medicinalindustrien,? lyder h?bet fra professor Johnny T. Ottesen.